Drømmenes Øer - Nicobar-krøniken

Der er interesse for dansk kolonihistorie og de slavegjorte – her er beretningen om en øgruppe, som de færreste i dag aner noget om: Nicobarerne i Indiske Ocean. Øerne var under dansk højhedsret i mere end 100 år …

Hvorfor læse om nogle fjerne, i dag næsten glemte tropeøer, som man i øvrigt ikke må besøge? Fordi disse frodige øer tæt på Ækvator i mere end et århundrede spillede en rolle i danskernes bevidsthed og i vores kolonihistorie.

Nicobarerne (Fredericks-Øerne, De Ostindiske Øer) blev besat af dansk-norske tropper i 1755 med en drøm om at skabe en pendant til Dansk Vestindien – bare meget større. Men let skulle det ikke blive… En del af de medborgere, der blev sendt dertil, forsøgte at gøre deres bedste for at drømmene skulle blive til virkelighed. De ville skabe en tryg base på rejser mellem Europa og Kina – og retur. Ofte var deres indsats forgæves. Ind imellem tragikomisk. Men kedeligt blev det aldrig.

De Nicobariske Øer gemmer mange beretninger båret af idealisme, klippetro og kamp for overlevelse. Og beskrivelser af den oprindelige befolkning, ”Fredericks Eylændere”, som vi hurtigt lærte at skåle med, men aldrig rigtigt nåede at forstå. Her mødtes alskens godtfolk: skovmennesker, indiske sepoys, afrikanske slaver og kinesiske arbejdsmænd; kække nordmænd, kry danskere, etatsrødder og baroner; trofaste tjenere, magtsyge embedsmænd. Og missionærer, som kæmpede mod djævle, moskitos og gale myrer og ustandselig blev testet i troen; omgivet af sørøvere, febersyge søfolk og doktorer, som gjorde deres bedste, men sjældent havde noget i medicinkassen, der hjalp. Baggrundskoret var enevældige konger og iderige imperialister, som udblæste gyldne sæbebobler og drømte om at omskabe vores koloni til et betydningsfuldt handelscentrum, et nyt blomstrende Singapore.

Bogen er illustreret med samtidige stik og fotos – bl.a. tegninger fundet på Kiels Universitet og prøver fra en samling delvis ukendte fotografier på Nationalmuseet.
Læs mere om historien og øerne på bloggen KOUSTRUPS KRØNIKE.

Om Søren Koustrup
Født 1. sept. 1944 i København. Forlagsboghandler med udpræget rejse-gen. Siden 1998 freelanceredaktør og forfatter. Har skrevet børne-, skole- og rejsebøger, ofte med geografisk eller opdagelseshistorisk vinkel, bl.a. GALATHEAS FORUNDERLIGE REJSE, MAMMUTMANDEN og FLAMBOYANTEN – om New Guineas opdagelse.
Koustrups tipoldefar, tegneren Christian Thornam, arbejdede på Nicobarerne i februar 1846.


336 sider. 
Hæftet med flapper.

188,00 DKK  m/Moms
( 150,40 DKK  u/Moms )
Model/varenr.: 9788793159648
Beskrivelse
Reviews
spacer